Over 800 spørgelystne borgere invaderede rådhuset

VALGMØDE. Spidskandidaterne fra de 13 partier sad på scenen i rådhushallen ved Frederiksberg Bladets valgmøde og spørgsmålene fra borgerne var knivskarpe.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

PÅ RÅDHUSET: Rådhusbetjentene kom noget på overarbejde, da Frederiksberg Bladet torsdag aften havde inviteret til valgmøde på rådhuset.

Lidt overraskende var der simpelthen ikke sat stole nok op, så medarbejderne måtte en tur i gemmerne for at hive flere stole frem, så der var siddepladser nok. Selv balkonen hele vejen rundt om rådhushallen måtte melde alt udsolgt.

Oppe på scenen sad de 13 spidskandidater fra partierne klar til at gå i gang. Chefredaktør Jeanette Hougaard bød velkommen til valgmødet.

To minutters enetaler

Hvert parti fik to minutter til at præsentere deres visioner for fremtiden Frederiksberg skarpt overvåget af retoriker Jesper Troels Jensen.

»Dagen nærmer sig, hvor I kan møde kandidaterne face to face. Vi skal høre, hvad vi skal have sat gang i, og hvad der skal ske de næste fire år på Frederiksberg,« siger han og giver ordet videre til første taler, 2. viceborgmester Michael Vindfeldt (S), mens rosinen i pølseenden blev Søren Have fra Alternativet med bogstavet Å på listen.

»Vi vil gerne have flere pædagoger, bygge boliger på hospitalsgrunden og et grønt Frederiksberg,« lyder det fra Michael Vindfeldt, der er den røde fløjs bud på en mulig borgmester på Frederiksberg.

Borgmester Jørgen Glenthøj (K) brugte sine to minutter til at beklage en skilsmisse fra De Radikale.

»Det er lidt underligt at sidde ved siden af et parti, der efter 24 års ægteskab vil have skilsmisse uden mulighed for parterapi. De Radikale på Frederiksberg er gået til rød blok, som vi ser det i København,« siger han.

Hos Alternativets Søren Have, som sidste mand i taletiden på to minutter, fortalte:

»Vores vision er at fremme den bæredygtige omstilling og få sundere mad og renere luft,« siger han og kigger ud rådhussalen.

Må jeg blive her

En sort høj hat på et bord på scenen var fyldt til randen med gode spørgsmål fra Frederiksberg Bladets læsere, der havde mailet spørgsmål ind, som de gerne ville have svar på af politikerne. Men spørgelysten fra salen var så massiv, at ikke et eneste spørgsmål blev hevet op fra hattens mørke. Tilgengæld blev flere af spørgsmålene i stillet i salen.

Første spørger var Rikke Kjær fra Sprogøvej, der stillede sit spørgsmål til Lars Frahm fra Frederiksbergsk Folkeparti.

»Hvordan forholder du dig til mig, der er født på Frederiksberg, uddannet i Aarhus. Skal jeg deporteres ud af Frederiksberg?« spørger hun og henviser til, at partiet helst ser at jyderne flytter ud af Frederiksberg.

Lars Frahm svarede promte:

»Du er jo født på Frederiksberg, så umiddelbart går jeg ud fra, at du ikke ser dig selv som jyde, så du skal ingen steder,« siger han.

Borgerne i salen kunne ikke lade være med at smågrine af spørgsmålet og svaret.

Spørgelysten fra salen fortsatte for fuld skrue og nogle af de emner, der blev berørt var parkering, skat, grundskyld og hvem, der bliver borgmester hvis borgmesterkæden ikke går til Jørgen Glenthøj igen.

Benny Jacobsen fra Allégade rakte hånden i vejret og med mikrofonen i hånden spurgte han:

»Hvem skal være borgmester, hvis Socialdemokratiet og Radikale får magten, det har vi et krav på at få at vide,« siger han.

Michael Vindfeldt tog ordet og fortalte, at han er borgmesterkandidat og kæden skal sættes på halsen af den person, der har den bredeste opbakning i de to partier.

Lone Loklindt (B) siger:

»Vi har en aftale i valgforbundet, og det ser vi på efter valget,« siger hun uden at ville røbe for meget.

Så var det tid til en velfortjent kaffepause med lækre kager fra Bodenhoff, der havde fremtryllet små udgaver af spidskandidaternes kager, som de serverede for Frederiksberg Bladet i serien ’Bag politikken’.

Ikke eneste brødkrumme var tilbage efter kaffepausen, og samme skæbne overgik kaffen.

Cykelkaos ved centret

Der var stadig en skov af hænder i rådhussalen, da spørgetiden fortsatte efter pausen.

Jørgen Dahl fra Howitzsvej ville gerne vide, hvordan cykelkaos ved Frederiksberg Centret kunne løses.

Spørgsmålet var rettet til Jan E. Jørgensen (V).

»Der er kaos, men det er blevet bedre, da centret har fået flere cykelparkeringspladser. Problemet er, at vi har for få cykeltyve. Som kommune må vi gerne flytte cykler, men vi har ikke noget sted at sætte dem,« lyder svaret.

Også spørgsmål om iværksættere, plejehjem og visioner om Nordens Plads blev skudt videre til politikerne.

Da klokken nærmede sig 21.40 fik politikerne præcis et minut for at overbevise borgerne på Frederiksberg, hvor de skulle sætte deres kryds 21. november.

»Vi har ikke et pengetræ i baghaven, så derfor holder jeg mig til at pege på Glenthøj,« lød det fra Frits Degner fra Frederiksberg Borgerliste.

Det allersidste ord kom fra Jeanette Hougaard, der takkede politikere og borgere for det flotte fremmøde.

«Jeg håber, I er blevet mætte af meninger. Tak for jeres deltagelse og tak for jeres spørgsmål.«

Udenfor regnede det over Frederiksberg, der om få dage skal sætte et vigtigt kryds for fremtidens Frederiksberg.

- læs flere artikler > artikel oversigt...