Dagplejedag på legepladsen

FOR BØRN. I onsdags var der dagplejedag med glade børn og masser af leg og hygge på legepladsen.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

DAGPLEJERE: Der var dømt dagplejedag og masser af hygge på legepladsen ved Nyelandsvej 68, hvor Frederiksberg Dagpleje har lokaler.

Ude som inde var der masser af glade børn, dagplejere og forældre, der nød det gode vejr med hjemmebagte kager og boller.

Pædagogisk leder af dagplejen, Merete Winther, fortæller:

»Vi fik legestuen sidste år, så i år ville vi prøve noget andet. Sidste år var vi på rådhuspladsen, hvor vejret var frygteligt, « fortæller hun.

Dagplejen har 13 dagplejere og 42 glade børn, og Merete kender samtlige navne på alle børnene.

Den sidste mandag i hver måned er der åben legestue på adressen, hvor man er velkommen til at kigge forbi for at hilse på.

Sæbebobler er et hit

Lokalerne er også i brug på dagplejedagen, hvor der inde i skyggen laves rytmik, og trænger man til et stykke kage eller saftevand, så findes det også inden for. Uden for er der gang i sæbeboblemaskinen til stor morskab for de små, der render rundt for at fange de mange bobler.

Et andet sted kan man skyde mælkekartoner ned med en bold eller så blomster i jorden.

Jonas går i dagplejen og har fået besøg af sin far på legepladsen, hvor Jonas viser rundt og prøver at overtale sin far til at prøve rutsjebanen, der dog kun kan holde til små størrelser.

Mødes en gang om ugen

Frederiksberg Dagpleje fejrer som alle andre kommuner den årlige dagpleje dag for at vise, hvad de laver og give børnene en dejlig dag.

»Det er altid en hyggelig dag for børn og forældre, og vi har mærket at der er en større søgning på dagplejen end tidligere. Vi har blandt andet flere forældre til for tidligt fødte børn, der henvender sig til os. Vi er klædt godt på til den slags børn,« fortæller Merete Winther, mens hun hilser på en af de små piger.

Et par af de små kommer ud med lækkerier i hånden og det får nogle af børnene fra institutionen Nyelandsgården på den anden side af stakittet til at rykke tættere på.

Ja, det er slet ikke så ringe at hygge i dagplejen på en skøn solskinsdag.

- læs flere artikler > artikel oversigt...