Drømmen om det perfekte bryllup

I FORUM: På bryllupsmessen i Forum i weekenden finder du alt, hvad du overhovedet kan drømme om til det perfekte drømmebryllup.

Messe: Lange, hvide brudekjoler, ringe i hvidguld og guld, bryllupskager i flere etager, limousiner, forslag til feststeder og fedt tøj til brudgommen. Alt dette og meget mere dukker op i Forum på Julius Thomsens Plads 1 i weekenden, når dørene åbner til kongerigets største bryllupsmesse.

Så mangler du tips og gode ideer til dit drømmebryllup, så hiv din kommende mand eller kone med på opdagelse i et eldorado af muligheder 13.-14. januar i Forum. Der er entré.

Inden for i varmen vil mere end 150 stande byde på alt til bruden og gommen, når det handler om at finde drømmekjolen eller det rigtige sted til den uforglemmelige fest. Der er også tips og ideer til alt lige fra borddækning til musik til festen.

To gange om dagen kan du opleve ’Wedding Fashion Show’, hvor du kan kigge på de nyeste brudekjoler og herretøj.

Du kan sagtens sætte flere timer af til at gå rundt på messen, da der undervejs også er smagsprøver på bryllupsmad, bryllupskager, vine og meget mere. Der er også mulighed for at nyde en let anretning i cafeen, mens bryllupstoner underholder øregangene.

Hvis du ikke har nået det hele på messens første dag, så er der mulighed for at købe en to-dagsbillet.

Der er åbent begge dage kl. 11-17. Du kan købe billet ved indgangen, men også på bryllup.dk hee

- læs flere artikler > artikel oversigt...