Forlænget spilletid til Skam

TEATER. Forestillingen ‘Skam’ på Aveny-T er lidt af et hit, så den bliver forlænget med 24 ekstra forestillinger i 2018.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

FORTSÆTTER: Den er så stor en succes på de skrå brædder, at Aveny-T har valgt at forlænge forestillingen ’Skam’.

Allerede nu har teatret solgt 30.000 billetter, så den norske tv-ungdomsserie, der er blevet forvandlet til en teaterforestillingen er et stort hit.

Aveny-T har valgt at forlænge forestillingen til foråret med 24 forestillinger på Frederiksberg Allé, og billetsalget er lige gået i gang.

’Skam’ spiller fra 19. februar-24. marts 2018.

Version 2 skubbet

Premieren på ’Skam’ version 2 er blevet skubbet til september 2018 på grund af den store succes. Der er verdenspremiere 14. september 2018 på Aveny-T.

»Det er ganske enkelt et gennembrud, at det i den grad er lykkes at få unge til at svinge dankortet for at købe en teaterbillet. Det viser, at hvis man gør det 100 procent og vil de unge, så kommer de også« siger teaterchef på Aveny-T Jon Stephensen.

Når ’Skam’ igen dukker op på Aveny-T vil det være med Fanny Leander Bornedal på 17 år som Eva. Det bliver hendes debut på scenen.

Dog har hun allerede haft sit gennembrud i sidste sæsons DR julekalender ’Den Anden Verden’, hvor hun spiller hovedrollen som Anna.

Hun har også spillet Clara i ’Kærlighed på film’, ’Fri os fra det onde’ og den unge Inge i DRs tv-serie ’1864’.

»Vi har store forventninger at leve op til. Det tager vi seriøst, og det har betydet, at jeg har valgt at bruge ekstra megen tid på at skabe denne forestilling,« siger Jon Stephensen.

Bag ’Skam’ 2 er det samme kreative hold som tidligere.

Hvis du ikke lige kender handlingen i version 2 af ’Skam’, så handler den om Noora og Williams kærlighedshistorie.


- læs flere artikler > artikel oversigt...