»Jeg kommer stærkt tilbage«

SYGEMELDT. Rejsekongen og lokalpolitikeren Stig Elling har trukket stikket til det politiske liv, da han for lidt over måned siden blev ramt af en depression. Lige nu kæmper han for at blive rask igen.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

ORLOV: »Jeg vil være ærlig om min depression og sige sandheden. Jeg har aldrig brugt ’ingen kommentarer’ over for pressen i mine 52 år i rejsebranchen,« lyder det fra lokalpolitikeren Stig Elling, der blev valgt for de konservative ved kommunalvalget.

På det første kommunalbestyrelsesmøde 29. januar var en af punkterne på dagsordenen Stig Ellings ønske om tre måneders orlov. Og det fik han, så han får ro til at komme igennem sin depression.

»Årsagen til min depression er personlig. Nogle dage kan jeg græde lidt, og andre dage har jeg bare lyst til at sidde i sofaen og stirre ud i luften. Men min mand Steen er god til at holde mig i ave og få mig med ud og gå en tur,« fortæller han med et lille smil.

Vinteren er ellers den tid på året, hvor Stig Elling sammen med sin mand plejer at tage flere uger sydpå, men ikke lige nu.

»Jeg kan ikke lige overskue at skulle gå om bord på et fly. Så jeg bliver hjemme på Frederiksberg for det er her, at jeg følger mig tryg,« siger han og drikker en tår af kaffen, som han indtager på stamstedet San Marco Junior på Falkoner Allé.

Der er langt mellem smilene, når man sidder og betragter Stig Elling, der ellers er landskendt for den kvikke bemærkning og det rare smil.

»Vi går tur med hunden og vil gerne motionerer noget mere, det er godt mod depression. Jeg går også stadig ind og får et glas vin,« fortæller han.

Bog om barndommen

Det er ikke første gang i livet, at Stig Elling har fået trukket tæppet væk under sig. Det skete også i 2009, da han blev ramt af en depression.

»I 2009 måtte jeg også trække stikket i et par uger fra kommunalbestyrelsen. Dengang var jeg formand for Arbejdsmarkedsudvalget og pludselig, da jeg skulle fremlægge en sag, kunne jeg ikke læse papirerne. Da gik jeg hjem til Steen, da jeg var bange for, at det måske var en blodprop,« fortæller han.

I 2007 udgav han bogen ’Hele sandheden’, hvor man kan læse historien om en barndom præget af alkoholisme, depression og selvmord. Oplevelser der kan have skyld i hans depressioner som voksen.

»Bogen har rodet op i noget i min barndom, det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg troede, at jeg kunne gå på vandet,« siger Stig Elling og kigger ud på den travle trafik på Falkoner Allé.

En politisk karriere

Han vil gerne takke alle de mennesker, der stemte personlig på ham ved kommunalvalget og er ked af, at han lige nu må svigte dem. Stig Elling fik 449 personlige stemmer ved kommunalvalget.

»I perioder før valget havde jeg angst-episoder. Jeg var slet ikke ude og møde folk ved Frederiksberg Centret, som de andre, det kunne jeg slet ikke overskue. Det er nedtur at skulle tage orlov fra kommunalbestyrelsen og skuffe de mennesker, der stemte på mig,« siger Stig Elling af et ærligt hjerte.

Han indrømmer, at valgkampen drænede ham for energi, men han har ikke fortrudt, at han stillede op.

»Jeg kommer stærkt tilbage, det tror jeg på. Jeg vil sidde på min pind igen som kommunalpolitiker om tre måneder,« understreger han.

Søde kommentarer

Lige nu gælder det om at finde tilbage gennem depressionen.

»Jeg har været ude i flere behandlinger og er nu i en ny behandling, som jeg tror på virker,« siger han.

Han er dybt taknemmelig for alle de søde smil og nik, som han har fået på sin vej rundt på Frederiksberg, hvor han har boet i 30 år.

»På Facebook har jeg fået over 600 gode kommentarer, det er jeg taknemmelig for. I aftes ringede en sød dame og tilbød mig, at jeg kunne låne hendes hus på Bornholm. Jeg har også fået positive tilkendegivelser fra oppositionen og mine partikammerater,« siger han.

Arbejd ikke for meget

Stig Elling har i 52 år arbejdet døgnet rundt ikke mindst som direktør for Star Tour, så hans opfordring til andre kommer direkte fra hjertet.

»Mit gode råd er at lade være med at arbejde for meget. Jeg har arbejdet 24 timer i døgnet i 52 år, og det slider på en. Jeg er over 70 år, og har Steen og vores liv at tænke på,« siger han.

Trods depressionen forsøger han lige nu at passe jobbet som rejseambassadør hos Bravo Tours, men det foregår på mail, mobil og skype.

»Jeg er meget priviligeret som rejseambassadør, det er en god måde at afslutte mit arbejdsliv,« siger Stig Elling med et lille smil.

En af fremtidsplanerne er måske at skrive en ny bog.

»Hvis jeg får kræfter til det, så vil jeg godt skrive en bog om depression og hvordan man kommer ud af det,« røber han.

- læs flere artikler > artikel oversigt...