John Winther – et kommunalt og borgerligt fyrtårn

MINDEORD. Frederiksbergs mangeårige førstemand havde indflydelse langt ud over kommunegrænsen, skriver Nils-Ole Heggland

Af Nils Ole Heggland

NAVNE: Nyheden om John Winthers død nåede juleramte redaktioner, så læserne på selv de store landsaviser måtte nøjes med et kort (og fejlbehæftet) Ritzau-telegram om Frederiksbergs mangeårige borgmester.

Det er synd og skam, for John Winther var ikke alene bykonge gennem en årrække, han var også et fyrtårn for det kommunale og det borgerlige Danmark. I hans borgmestertid fra 1978-2000 blev Frederiksberg på mange måder forandret og udviklet. Og hans politiske virke var til tider ganske dramatisk.

Det første drama fandt sted, da han noget overraskende blev borgmester efter kommunalvalget i 1978. Begejstringen for borgmester Stæhr Johansen var nemlig aftaget blandt de frederiksbergske vælgere, og Radikale sad med det afgørende mandat.

Radikale ville hverken have ”Stæhren” eller Socialdemokratiets Kristian Albertsen, som også var fremtrædende medlem af Folketinget. Det udløste en nervekrig, som pressen ivrigt dækkede. S ville ikke give sig, men Konservative stillede i stedet med John Winther, som så blev borgmester.

Han opgav derfor Folketinget, hvor han var blevet indvalgt året før (og også havde siddet fra 1970-71). Men der var ikke – som Ritzau skrev – tale om et ”skifte” til lokalpolitik. John Winther havde allerede mere end ti års erfaring og indsigt fra Frederiksberg Rådhus.

Næste presseopdækkede drama fandt sted ved kommunalvalget i efteråret 1981. Her opstillede S den folkekære skuespiller (og tidligere statsministerægtefælle) Helle Virkner, og hvordan skulle det mon gå Winther, der jo ikke var ”folkevalgt” som borgmester?

Det gik såmænd glimrende. Konservative fik 15 ud af 25 mandater, formentlig partiets bedste valg på Frederiksberg nogensinde. John Winther blev kronet som bykonge, og så blev der ikke talt mere om, hvorvidt det konservative styre siden 1908 ville blive brudt.

Starten på tæt V-K samarbejde

Lige på nær valget i 1993. Venstre stormede efter årtiers fravær ind i byrådet med tre mandater og var ikke just begejstrede for Winther. Derfor fik den nyvalgte og dengang radikale Pernille Høxbro tilbudt borgmesterposten på et fad – men takkede nej til at sidde i spidsen for en broget skare inklusive den yderste venstrefløj. Hun pegede i stedet på John Winther, og det blev indledningen til 24 års tæt KR-samarbejde på Frederiksberg Rådhus.

Dén alliance opsagde Radikale dog i sommer, og bruddet udløste det måske mest dramatiske og i hvert fald mest tætte valg i kommunens historie. Det var dog adskillige år efter, at John Winther havde rejst sig fra borgmesterstolen. Men en måned før sin død kunne han glæde sig over at se det konservative styre videreført (om end med det yderste af neglene) – endda med hans ene datter, Merete Winther Hildebrandt, blandt de nyvalgte.

Mand for byfornyelse

Fra sine mange borgmesterår har John Winther ofte fremhævet den omfattende byfornyelse. I 1970’erne var boligstandarden på Frederiksberg langt fra imponerende, særligt i Svømmehalskvarteret med masser af små lejligheder.

De var også billige, og derfor var byfornyelsen – som løftede huslejen – ikke populær alle steder. Men det skulle være slut med toiletter på bagtrappen, fælles baderum i kælderen, dårlig isolering og ringe opvarmning, mente John Winther og byrådet.

I dag er kvarteret nærmest mondænt, og undervejs blev de offentlige støttekroner brugt noget mere målrettet og effektivt end hos den store nabokommune. Helt i takt med John Winthers borgerlige kurs, der også omfattede lav personskat. Selv anførte han gerne, at skattebesparelsen i forhold til København kunne finansiere en årlig Mallorca-rejse i mange familier.

Senere i hans borgmestertid nikkede byrådet til at bygge Frederiksberg Centret på nedlagte bane- og industriarealer. Også dét var omstridt – indkøbscentret blev båret igennem alene af konservative stemmer, men i 1996 kunne Winther klippe snoren over.

Et par år senere fastholdt han en af kommunens største private arbejdspladser. Forsikringskoncernen Codan havde gennem mere end tre årtier haft hovedsæde i Codanhus på Gl. Kongevej, men pladsen var blevet for trang, og en ny – udenbys – byggegrund var allerede købt. Det ærgrede Winther, så han fik undersøgt, om ikke det var muligt at udvide Codan-bygningen med respekt for omgivelserne – og flytningen blev afværget.

Heller ikke dén beslutning var populær i samtiden. Mens en jysk borgmester nærmest var blevet helgenkåret for at fastholde en flyttetruet, stor virksomhed, så er mange vælgere i hovedstadsområdet mere kritiske og ser byggestøj, øget trafik, p-bøvl og tæt byggeri, hvor rådhusene ser job og skatteindtægter.

Populær var til gengæld John Winthers mantra om, at alle borgere på Frederiksberg skal kunne se (mindst) et træ fra deres vindue. Det grønne præg har lige siden været et kendetegn ved landets tættest befolkede kommune.

En selvstændig kommune

Det vigtigste gennemgående tema i (også) John Winthers borgmestertid var selvstændigheden for kommunen, der med blot lige knap ni kvadratkilometer er landets geografisk mindste.

Oprindeligt var København slet ikke interesseret i den landlige og fattige nabo, da hovedstadskommunen ellers rask væk opslugte landsbyer og jorder i alle retninger for godt 100 år siden. Den vurdering ændrede sig dog med tiden, og ”den grønne ø i det røde hav” blev en torn i øjet på mange. Især fordi Frederiksberg – ligesom København – havde særlig status både som amt og kommune helt frem til kommunalreformen for godt ti år siden.

Gennem Winthers mere end 22 år som borgmester lykkedes det at fastholde kommunens selvstændighed (den gælder stadig), Frederiksberg Politi (i dag lagt under Københavns Politi) og Frederiksberg Brandvæsen (nu slået sammen med flere nabokommuner).

Frederiksberg Hospital blev dog i 1990’erne lagt sammen med Rigshospitalet og de københavnske hospitaler i H:S (Hovedstadens Sygehusfællesskab). Siden blev det overtaget af Region Hovedstaden og senere igen dømt til lukning.

Mere symbolsk fik John Winther gjort Frederiksberg postalt selvstændigt. Siden postnumrene blev indført i 1967, havde alle frederiksbergborgere enten hørt til ”2000 København F”, ”2500 Valby” eller ”København V”. Men da postvæsnet søgte nye lokaler på Frederiksberg, fik Winther foranlediget, at alle i kommunen kom til at høre til ”2000 Frederiksberg” eller havde eget vej-postnummer under ”Frederiksberg C”. Dét var populært.

Poster udenfor kommunen

Med sin mangeårige særstatus var Frederiksberg i John Winthers tid aldrig medlem af Kommunernes Landsforening, og følgelig havde han ingen poster dér (det fik til gengæld hans afløser, Mads Lebech).

Derimod havde Winther stribevis af poster, der rakte langt ud over kommunegrænsen. Fx var han gennem flere år næstformand i Det Konservative Folkeparti (som var noget større dengang) og af EU’s regionsudvalg, ligesom han var engageret i såvel Hjemmeværnet som Civilforsvaret.

Undervejs er han blevet hædret på meget forskellig vis – lige fra Årets Cyklist og Årets Piberyger (tobakken blev senere lagt på hylden) til Kommandør af Dannebrog.

I 1990’erne var han formand for HT, som drev busserne i hovedstadsområdet, og den kollektive trafik lå ham meget på sinde. Det har mange borgere utvivlsomt sat pris på i en kommune, hvor to ud af tre husstande ikke har bil.

John Winther var også blandt de politikere, som for over et kvart århundrede siden vedtog de første etaper af metroen. Den nåede til Frederiksberg i 2003 – godt to år efter Winthers afgang som borgmester.

Farvel til politik

Da nytårsklokkerne ringede 2001 ind, blev Mads Lebech en af landets yngste borgmestre – og John Winther tog hul på en ny tilværelse.

Han fortsatte med et stort lokalt engagement. En del kræfter blev lagt i Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg, hvor John Winther bidrog til adskillige udgivelser om lokalhistorie.

Han var desuden aktiv i den konservative vælgerforening og opstillede i 2011 og 2015 til kommunens Ældreråd, hvor han var formand flere år. Blandt ”ældrevælgerne” var hans indsats og engagement ikke glemt; ved begge valg blev han suveræn stemmesluger – nøjagtig som ved valgene gennem de mange borgmesterår.

Nils-Ole Heggland er kommunikationsrådgiver, journalist og cand.merc. og er tidligere kommunalbestyrelsesmedlem/udvalgsformand på Frederiksberg fra 1997-2013 (for K/LA) og stedfortræder i Folketinget.

- læs flere artikler > artikel oversigt...