KB slog FB og kom på omgangshøjde

KS. Et hovedstødsmål af KB’s Andreas Tolman afgjorde lørdagens derby mellem FB og KB, der nu ligger side om side.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

FODBOLD: Et regnfuldt Frederiksberg Stadion dannede lørdag ramme om sæsonens første Frederiksberg-lokalopgør i Københavnsserien, da FB og KB tørnede sammen på de klubbers fælles hjemmebane.

Det slap KB’erne bedst fra, da Andreas Tolmans scoring i slutningen af 1. halvleg blev kampens eneste.

KB tilspillede sig et overtag. Midt i 1. halvleg var Sebastian Kaalund tæt på at bringe KB’erne i front: Peter Rønning blev spillet i dybden. Efter en sparkefinte serverede han bolden for Kaalund, men dennes forsøg strejfede en FB’er, og bolden røg til hjørnespark.

Otte minutter før pausefløjtet faldt, hvad der skulle vise sig at blive kampens eneste scoring: KB’s Stefan Sørensen afleverede fra venstre mod bageste stolpe, hvor Andreas Tolman dukkede op og headede bolden i mål fra en spids vinkel.

Efter pausen havde KB et par muligheder for at afgøre kampen definitivt. Blandt andet gav en bolderobring midt på banen Peter Dokic Olsen en friløber, men FB-målmand Jakob Bladt afværgede med en flot fodparade.

Grumme afbrændere

Bladt leverede endnu en pragtredning – endda i form af en dobbeltredning – da KB’s Jacob Willum Rønbøg i to omgange fik chancen for at afslutte et glimrende KB-angreb.

Et kvarter før tid var det KB-anfører Jonathan Grummes tur til at blive den lille i en direkte duel med en velspillende Jakob Bladt: Grumme erobrede bolden i FB’s straffesparksfelt, gik direkte mod mål og afsluttede fra en spids vinkel, men overliste Bladt kunne han ikke.

Først mod slutningen af kampen lykkedes det FB at presse på for en udligning – godt hjulpet på vej af en ti-minutters udvisning til KB’s Martin Frydensberg Thomsen. Det blev også til to målchancer – FB’s to største i kampen – men KB og målmand Mike Vu red stormen af og vandt 1-0.

En ganske fortjent sejr, hvis man spørger KB’s assistenttræner Daniel Jønsson:

»Vi havde fuldstændig styr på FB og holdt dem fra chancer. Til sidst steg intensiteten, men vi bevarede roen og kørte sejren hjem. Den kunne godt have været lidt større. Men det er altid skønt at vinde et lokalopgør, og dejligt at drengene viste sig som mandfolk.«

- læs flere artikler > artikel oversigt...