»Legepladsen er røvsyg og ubrugelig«

HÅRD KRITIK. Ordene tilhører skuespiller Maibritt Saerens. Uden at være lige så direkte i deres ordvalg er kunster og musiker Kasper Eistrup samt folketingspolitiker Ida Auken helt enig i kritikken.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

OPRÅB: Skuespiller Maibritt Saerens pakker ikke noget ind i sin kritik af legepladsen i Frederiksberg Have. Hun er omtrent lige så ligefrem, som hun var i rollen som Søs i tv-serien ’Krøniken’.

»Legepladsen er røvsyg og ubrugelig. Lort med lort på,« kommer det utvetydigt fra den 47-årige mor til tvillinger på syv år.

»Når jeg spørger mine børn, om vi skal tage på legepladsen, råber de ’jaaa, jubiiiii’. Når jeg så spørger, om det skal være i Frederiksberg Have, stopper jublen, efterfulgt af det mest foragtelige ansigtsudtryk. ’Men mor, det er jo ikke en legeplads. Det er for små børn, der synes en pind er interessant. Den er lavet af nogle voksne, som ikke har forstand på leg. Folk på Frederiksberg kan ikke lide børn.’«

Familien Saerens søger i stedet udenbys, når der skal leges på legeplads:

»Vi tager på Skydebanens legeplads. Her kan man spille fodbold, skøjte, hinke, rutsje, lege med sand, klatre, købe is, sidde i solen. Der kommer alle aldersgrupper. Lige nu er legepladsen i Frederiksberg Have hyggelig for babyer og midaldrende, der ser pæne og nydelige ud.«

Børnene går lige forbi

Også billedkunstner og forsanger i rockbandet ’Kashmir’ Kasper Eistrup kender til utilstrækkelighederne på Frederiksberg Haves legeplads:

»Børn er ikke ret gamle, før de begynder at kunne skelne skidt fra kanel. Mine tre børn på syv, tre og halvandet år er hurtige til at fortælle mig, hvor deres foretrukne opholdssteder ude i virkeligheden er. Legepladsen i Frederiksberg Have er ikke et af dem.

Når man passerer pladsen i jogge-tempo, ser den nok så fin ud. Men kigger man nærmere, finder man endnu et af de her halvdøde steder, som blev udført for at kunne sige, at man havde udført det. Den har da et par fine indslag, men de lave vippegynger er, trods deres tillokkende ydre, hverken sjove eller behagelige,« siger Eistrup.

»Mine børn, som ellers altid brænder for at komme på legeplads, har flere gange passeret stedet uden en lyd. Pladsen kalder på et fragtskib fuld af kærlighed og udfoldelsesmuligheder. Den kunne give et enestående og beriget liv til haven. I mine øjne er en god legeplads et sted, hvor man for en stund kan glemme sig selv og lege sig hen i en anden og mere fantastisk virkelighed,« siger han.

Verdens kedeligste

Ida Auken, folketingspolitiker for Radikale Venstre og mor til to sønner på syv og fire år, er også nådesløs i sin dom:

»Det er verdens kedeligste legeplads. Faktisk er jeg i tvivl om, den overhovedet fortjener betegnelsen ’legeplads’. Set i børnehøjde har den ingen tiltrækningskraft. Børn kan lige så godt lege i en vandpyt i Frederiksberg Have.«

- læs flere artikler > artikel oversigt...