Nytårshilsen fra Michael Vindfeldt (S): Farvel til et skelsættende 2017 på Frederiksberg

Vi bringer her en nytårshilsen fra 2. viceborgmester Michael Vindfeldt (S):

“2017 blev på mange måder et særligt år i vores dejlige by. Vi havde kommunalvalg, der blev det tætteste nogensinde. På den ene side stod Konservative, støttet af V, LA, DF og Nye Borgerlige – de fik 49,7 % af stemmerne samlet. På den anden side stod vi socialdemokrater sammen med Radikale støttet af SF, Enhedslisten og Alternativet – alle samlet for første gang nogensinde i en ”grøn koalition”. Samlet fik vi 49,5 % af stemmerne – kun 168 stemmer skilte altså de to veje for Frederiksberg på valgaftenen.

På vegne af Socialdemokratiet vil jeg gerne sige stor og varm tak ikke bare til de knap 10.000 mennesker, der stemte på mit parti, men også på alle de andre Frederiksberg-borgere, der stemte for et mere progressivt Frederiksberg. Jeres stemmer er hørt, og jeg tror, at jeg taler på hele den grønne koalitions vegne, når jeg siger, at vi fem partier alle vil kæmpe for indflydelse for vores mandater.

Men valget blev også historisk, fordi det førte til – for den første gang i en generation – at Konservative rakte hånden ud og sikrede en bred konstituering, hvor såvel S, R som Ø får formandsposter i udvalg i de kommende fire år. Jeg vil gerne sige klart til borgmester Jørgen Glenthøj; tillykke med det flotte valg, hvor du har ført dit parti til fremgang for første gang i 12 år. Og jeg vil også gerne rose for, at du har lyttet til valgets tale og vælgernes ønske om opgør med blå blokpolitik og mere samarbejde på tværs. Samarbejde er vi socialdemokrater mere end klar til – og vi kvitterer for den udstrakte hånd, og håber det efterfølges i konkret handling i dagligdagen på rådhuset også.

Socialdemokratiet er stolte over, at vi de kommende fire år skal stå i spidsen for børnene – og det forstået som børnene i vores skoler (undertegnede som formand for Undervisningsudvalget) og de børn, der desværre har familier, der ikke kan tage vare på dem, hvorfor kommunen må træde til (Sine Heltberg skal her være formand for tvangsfjernelsesudvalget).

Der bliver nok at tage fat på som formand for Undervisningsudvalget, hvor navnlig skolegård på Grundtvigsvej, indeklima og udearealer på en række øvrige skoler, skolemadsordning og meget andet står på min to-do-liste. For slet ikke at tale om det lidt mere langsigtede men dog så grundlæggende spørgsmål: hvordan får vi  fastholdt og forbedret en skole, hvor vi har de bedste forudsætninger for at give alle børn og unge den bedst tænkelige start her i livet. Det handler for mig ikke kun om diskussioner om læringsmål, understøttende undervisning, kommunale tests eller hvad de konkrete temaer nu kan være – men også om, at vi tør tage den mere overordnede og langsigtede debat.

I de kommende fire år og allerede i 2018 tager vi også hul på debatten om udviklingen af hospitalsgrunden. Og det bliver den største politiske opgave i meget lang tid på Frederiksberg. Jeg håber meget, at Konservative og andre partier kan overbevises om, at det er afgørende, at der kommer minimum 25 % boliger, der er til at betale for almindelige lønmodtagere på grunden. Fordi vi kan se, at boligpriserne gør, at færre og færre mennesker med en almindelig lønindkomst har råd til at bo i vores by. Og fordi det giver en særlig værdi til byen, at vi har en blandet befolkningssammensætning.

Vi glæder os til samarbejdet i kommunalbestyrelsen, for vi tror faktisk de færreste vælgere stemmer ud fra, hvilke partier, der skal holdes uden for. Langt størstedelen af vælgerne ønsker konkrete løsninger på konkrete problemer. Og vi socialdemokrater kan faktisk finde fælles holdninger med såvel Venstre som Konservative – tilmed måske LA på en god dag! Vi vil gerne signalere meget klart til alle vælgere, også de der har stemt på blå partier, at vi er mere end klar til at sætte snævre partiinteresser til side for sammen med de øvrige partier at være med til at udvikle og forbedre det Frederiksberg, vi alle holder af.

For politik er nu engang bedst, når det er bredt og gerne hen over midten.

Jeg ønsker alle Frederiksberg Bladets læsere et rigtig godt nytår!”

Med venlig hilsen

Michael Vindfeldt

- læs flere artikler > artikel oversigt...