Promenaden er kommet på nye hænder

NYE TIDER. Et af Frederiksbergs kendte spisesteder fra 1932, Promenaden, har fået nye folk, der vil drive et uformelt sted med respekt for historien.

Af Jeanette Hougaard

jhg@minby.dk

NYE FOLK: Om det bliver 1. marts eller 1. april den nye udgave af Promenaden åbner – det vides ikke.

»Jeg har ikke så travlt. Det skal gøres rigtigt, så vi åbner, når vi er klar,« siger Jakob Blom, der sammen med forretningspartneren Kristian Willumsen, har overtaget den kendte Promenaden på Frederiksberg Allé.

De to driver i forvejen et andet af Frederikbergs spisesteder, Sans Souci fra 1902, lige rundt om hjørnet på Madvigs Allé

Den forandring og restaurerering Sans Souci har været igennem, siden de to overtog stedet i 2014, er også forbilledet for den opgave, de går i gang med i Promenaden.

»Jeg tænkte, at hvis nogensinde Promenaden blev tilgængelig, så ville jeg prøve at gøre noget af det samme igen. Altså tage noget af det bedste og bringe noget af den gamle historie ind, teatrene, Teaterflisen – og alt det,« fortæller Jakob Blom, der mener at Frederiksberg mangler et sted, hvor man bare dropper ind.

Et uformelt drop-in

»Her skal være plads til de ældre damer, der kommer for at få kaffe og kage om eftermiddagen, de unge mødre der er ude at gå tur med barnevogn og drengene, der vil sidde og drikke en bajer – altså alt det, som de her rum måske kan mere end noget andet,« mener Jakob Blom.

Der har efter sigende været rigtig mange, som gerne ville overtage Promenaden i ejendommen, som ejes af Birgit Kronborg.

»Jeg tror, at vi har fået lov, fordi vi konceptualiserer ikke stedet, men laver en lillebror til Sans Souci med samme stemning, men bare som et mere uformelt sted,« mener Jakob Blom.

Der bliver bygget om

De kommende måneder bliver Promenaden overtaget af håndværkerene. Stedets oprindelige indgang skal reetableres, den gamle bar skal pilles ned og flytte ind i et samlet barområde. De gamle lamper skal restaureres, kælderen indrettes på ny og de smukke, gamle glaslofter skal kigges efter. Listen er lang, for rammerne, der skaber en særlig stemning, er det vigtigste. Så følger resten, inden alléens nye bistrocafe kan slå dørene op.

- læs flere artikler > artikel oversigt...