Purple rain: Ydun er tilbage

OPRYKNING. Efter en enkelt sæson i 3. division indløste BK Yduns herrer fredag aften returbillet til 2. division via en sikker sejr over TMS Ringsteds 3. hold. Og så satte en kraftig champagne-regn ind …

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

HÅNDBOLD: Det kom som et mindre chok, da BK Yduns bedste herrehold for et års tid siden rykkede ned i 3. division. Der blev imidlertid etableret en ufravigelig plan: Den traditionsrige Frederiksberg-klub skulle retur til 2. division i en fart.

Den mission blev fredag aften tilendebragt, da Ydun sikrede sig rækkens 1. plads via en stensikker hjemmesejr over TMS Ringsteds 3. hold. 24-19 vandt Ydun, hvorefter Frederiksberghallen og ikke mindst Yduns omklædningsrum kunne bryde ud i jubel og champagnesprøjt.

Ydun satte tingene på plads i en velspillet 1. halvleg. ’De lilla’ kom hurtigt foran med 7-2 og førte med komfortable 12-5 ved pausen.

Spændingen var således ikke-eksisterende inden de sidste 30 minutter, og ti minutter inde i 2. halvleg lignede det en storsejr, da Ydun bragte sig foran med 17-8. Herefter kneb det imidlertid med Ydun-spillernes fokus og slutprodukt. Men sejren, som kom til at lyde på 24-19, var aldrig i fare.

Ydun-cheftræner Lars Grubert var begejstret over spillet i 1. halvleg:

»Vi leverer en fantastisk 1. halvleg. Alle aftaler bliver holdt, og vi kontrollerer fuldstændig kampen. Og så spiller Jonas Reventlow fremragende.«

Cheftræneren peger på to væsentlige faktorer, der har sikret klubben tilbagevenden til 2. division:

»Vi rækkens bedste forsvar og ikke mindst den bredeste bænk,« lyder det fra Lars Grubert, der sammen med assistenttræner Christian Gravesen også vil stå i spidsen for Ydun-herrerne, når den efter sommerpausen står på 2. division.

- læs flere artikler > artikel oversigt...