Svensk kunstner udstiller rejseskitser på Frydendalsvej

KUNST. Den svenske kunstner Filippa Bjerling rykker kortvarigt en udstilling med rejseskitser ind hos Galleri Lorein på Frydendalsvej.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

UDSTILLING: På den fredelige villavej, Frydendalsvej, tæt på Vesterbrogade ligger Galleri Lorein i nummer 31. Her kan du slå vejen forbi onsdag-lørdag kl. 11-18, hvis du har dig og lyst til at kigge på spændende kunst.

Der er gratis adgang.

Det er den svenske kunstner Filippa Bjerling, der udstiller ind i galleriet, som ligger i stueetagen af en gammel villa.

Udstillingen har hun kaldt for ’Gotta Travel on’, og det er rigtigt gættet, hvis du mener, at udstillingen består af noget som kunstneren har malet på sine rejser rundt om i Europa.

En del af et værk

Værkerne på væggene i galleriet er nemlig en masse skitser som Filippa Bjerling har tegnet undervejs på sine mange rejser rundt omkring i verden. Skitserne danner baggrund for senere malerier enten som en del af et værk eller som hele værket.

Det er skitser af mennesker, som hun fik tegnet ned i sin skitesbog på rejserne.

Mennesket spiller en central rolle i hendes værker, og hun har blandt andet indfanget mennesker til sine skitser på en togstation i Wien, i Berlins tunnelbanesystem og på Alexandersplatz i Berlin, som er et af hendes absolut favoritsteder at tegne.

Men også på Centralstationen i Malmø, på promenaden i Nice eller et menneske på en bænk i en park et sted i Europa, er kommet med hjem på skitseblokken.

Hos Galleri Lorein har du nu chancen for at se forarbejdet til Filippa Bjerlings kommende værker af mennesker på vej eller siddende eller stående et sted.

Måske er skitsen det næsten færdige værk, måske bliver en af skitserne aldrig til mere end en skitse. Kig forbi galleriet på Frydendalsvej og få en unik mulighed for at kigge ind i en verden af rejseskitser, der er kreeret af den svenske kunstner.

Sidste chance er 9. november, hvor der er åbent kl. 11-18.


- læs flere artikler > artikel oversigt...